|
De fire nye
bestyrelsesmedlemmer.
Foto: Niels Nordby
Christensen |
Fire nye bestyrelsesmedlemmer
Med udgangspunkt i den forgangne sæsons hændelser, samt
et kig fremad vil jeg her fremlægge bestyrelsens beretning.
Som mange sikkert husker havde vi ved
sidste
generalforsamling en ekstraordinær udskiftning i bestyrelsen. Hele 4
nye medlemmer blev det til og jeg opfordrede dengang til at give de
nye bestyrelsesmedlemmer en rolig start, hvilket for så vidt også
blev overholdt.
Imidlertid viste det sig hurtigt, at det ikke var sarte
folk. De havde ikke selv meget lyst til at starte langsomt,
tværtimod, vil jeg betegne dem som folk med fart på, folk med masser
af gode ideer, med godt humør, samtidig med en vis portion
talegaver. Det har på ingen måde været kedeligt.
Jeg håber ikke, det lyder som kritik, hverken af de nye
eller for så vidt af de som gik af ved samme lejlighed. De nye har
gjort det fantastisk godt og det havde de, som gik af også.
|
Et nyt masteskur har set
dagens lys. Foto:
Niels Nordby Christensen |
Mastereol
En del af de store nye ting der er sket i det forgangne
år er netop udtryk for nye folk og nye tanker, og nye fagområder der
er blevet repræsenteret.
Et nyt masteskur har set dagens lys, og jeg har hørt
mange gode ord om det efterfølgende, både fra medlemmer men også fra
folk ude omkring os.
Samtidig giver det den nødvendige plads til master og
til havkajakker.
Kaptajn Hummel
Vort pumpefartøj Kaptajn Hummel har også været genstand
for et kritisk gennemsyn og nye ideer har ført til at den nu er i
stand til at suge hele tiden, uden ustandselig at miste trykket i
slangerne. Det skyldes montering af ventiler, der lukker sådan at
vandet ikke løber tilbage ud af systemet. Det betyder at det også
ser godt ud for både med en dybgang på over 1 meter.
Det var jo oprindelig meningen at Kaptajn Hummel skulle
have været placeret ved de 2 pæle der blev rammet syd for havnen,
men henvendelser fra naboer, som syntes deres udsigt blev forringet,
har gjort at vi indtil videre og så vidt det er muligt, vil undgå
denne placering.
|
Vort pumpefartøj Kaptajn
Hummel. Foto:
Flemming Diemer |
Uddybningsfartøj
Først på året fik det uddybningsfartøj der sejlede frem
og tilbage fra Nykøbing til at tage en enkelt last med fra havnen,
d.v.s. 95 kubikmeter.
Den skulle faktisk have taget 2 laster, men kunne ikke
manøvrere uden at skulle tage flere laster, og da det bestemt ikke
var gratis, stoppede vi med at få taget den ene last hvor der var
mest behov for det.
|
Gæstesejlere kommer
gerne igen. Foto:
Niels Nordby Christensen |
Havnens brugere
Der har som altid været opgaver nok også i denne
omgang, men de er også klaret efterhånden.
Vor havn har været genstand for interesse fra
langtursejlerne som var her først på året, med foredrag og film,
hvortil klubbens medlemmer naturligvis også var inviteret.
I juli havde vi besøg af Danmarks Fritidssejler Union,
ved Jørgen Petersen, som holdt deres årlige sommertræf hos os.
Det er altid glædeligt når folk udefra ønsker at bruge
vores faciliteter, for det betyder at her er attraktive vilkår. Det
er endnu mere glædeligt når folk gerne vil vende tilbage, for det
betyder de har haft en god oplevelse her.
Det gælder også gæstesejlerne, som vi erfarer
gerne
kommer igen. Det skyldes både de skabte forhold, og faciliteter,
serviceniveauet i havnen og Café Lagunen, men også de mennesker de
møder i havnen generelt.
Jeg hører jævnligt, i forbindelse med mit arbejde med
havnesammenslutningen, at folk omtaler vores havn og vores
medlemmers imødekommenhed, positivt. Det er altid en fornøjelse at
repræsentere en havn som får god og positiv omtale.
Gæstesejlere
På et tidspunkt var der forlydender om gæstesejlere der
ankom sent og afsejlede tidligt ikke altid fik betalt havnepenge.
For at imødegå dette får vi nu lavet et system med kuverter, hvori
havnepenge kan lægges, sejleren skriver navn på kuverten og en
kvittering til sig selv, dermed kan ærlige sejlere komme til at
betale havnepenge både tidligt og sent.
Gæstesejlerstatistik for 2008 er uden fremgang men
sammenlignet med vore omgivelser alligevel gode. Dette vil
kassereren komme nærmere ind på senere.
|
Øvelsesbåden "Chastine"
Det er også lykkedes at få et længe næret ønske opfyldt
vedr. en klubsejlbåd. Den er sponseret af en del af de tildelte
midler vi fik fra afviklingen af den gamle roklub i Sakskøbing,
desuden af A.P.Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers fond.
Båden blev døbt af et juniormedlem i forbindelse med
standerhejsningen. Skibets navn blev "Chastine" med tilladelse fra
fonden.
Foreningen Smålandshavet
Foreningen Smålandshavet som i de sidste 6 år har været
vores havnesammeslutning ligger nu stille, men et nyt initiativ fra
Lolland og Guldborgsund Kommuner - med støtte fra EU's interreg
program - starter et nyt 3-årigt sejlerprojekt, hvor der bliver lagt
større vægt på samarbejde mellem sø- og landturisme.
Der vil stadig være en ny havneguide og rabatbilletter,
gældende både i Danmark og i Tyskland - dette ligger nu i en ny
organisation der hedder L.F. Havnenetværk. Dette havnenetværk er
foruden at stå for havneguide m.m. også en faglig organisation, som
alle havne på Lolland Falster kan være med i og næsten alle
er med i.
Karina og Café Lagunen
De næste indlæg, jeg vil komme med, kunne lige så godt
være fra en af de tidligere beretninger, den siger nemlig at Karina
og Cafe Lagunen endnu en gang har sat nye standarder for hvad man
kan omsætte for i cafeen på Guldborg Havn. Tillykke og tak til
Karina og hendes personale, det er virkelig til gavn for os alle at
det går så godt.
Økonomien
Det samme gælder foreningens regnskab, også en gentagelse af de
sidste mange år, vi kommer ud med et godt regnskab, væsentligt bedre
end forventet. Det vil kassereren komme meget nærmere ind på i sin
beretning.
Hjemmesiden
Vores hjemmeside er stadig et eftertragtet sted at
komme. Utroligt mange søgninger på nettet ender der. Uden Niels
Nordby Christensens indsats med, og styring af samme, ville det ikke
kunne lade sig gøre at opretholde dette høje niveau. Og når man så
tænker på at samme Niels både er paparazzi-fotograf og webmaster, så
er det stort.
|
Juniorerne sejler også
i optimistjoller. Foto:
Stefan Pommer |
Ungdoms- og kano/kajak-afdelingen
Vores ungdomsafdeling som nu også bruger den tidligere
omtalte sponserede øvelsesbåd, har også haft en rigtig god sæson.
Det er Merethe Kepp og Niels Bach, der er årsagen til al den gode
aktivitet der findes der. Også en stor tak til dem for deres
indsats.
Jeg ved de har haft et savn i en del af den forgangne
sæson, nemlig savnet af motoren til hjælpejollen, men bare så I ved
den er klar til montering efter en større overhaling.
Det at tidens ungdom gerne vil prøve mange forskellige
ting, næsten samtidig, har de forstået at få noget ud af, på den
måde at de unge kan sejle optimist, sejlbåd, havkajak og også
sommetider få en tur i motorjollen.
Samtidig vil jeg også gerne fremhæve at det i vid
udstrækning også er ungdomslederne der holder gang i
kano/kajak-afdelingen.
Medlemsmøder og -kurser
Ser vi fremad, ja så er der ønsker f remme om flere
arrangementer. Og allerede den 26. Marts er det første af slagsen.
En aften hvor overskriften er hvilke kørekort og certifikater er de
lovkrav om i dag hvis man er sejler. Det starter kl. 19.00.
På vores vintermøde blev der fremsat ønske om at der
kunne afholdes et VHF radiokursus i klubben, måske med en rabat til
medlemmerne. I maj måned flytter jeg derfor et sådant
VHF-DSC kursus
hertil klubhuset. Det kommer til at køre over tre uger, med en aften
om ugen. Der vil være rabat til klubbens medlemmer.
Mandskab til Slamsugning
Ligeledes fremadrettet vil Kaptajn Hummel køre videre,
sådan at dybden i havnen på sigt kan holdes ved lige. Det vil være
en stor hjælp hvis de, der har lyst til at være med i
dette arbejde,
melder denne interesse til bestyrelsen.
Kommunen kommer på havnesyn
Allerede i morgen formiddag har jeg aftalt møde med kommunen vedr.
stensætningen og spunsens tilstand og eftersyn.
Det er jo sådan at vi som bekendt har lejet havneanlægget af
Kommunen og det er derfor kommunen der skal vedligeholde dette
anlæg.
|
Stensætningen synker i
vandet. Foto:
Niels Nordby Christensen |
Gode ønsker for sæson 2009
Vi håber at den nye sæson vil komme os i møde med godt vejr og mange
gæstesejlere, uanset finanskrise eller ej. Hvem ved, måske kan det
give flere gæster i havnene, hvis flere holder ferie i Danmark, det
må tiden vise.
Med disse ord vil jeg slutte årets beretning.
Jørgen Eriksen |