Guldborgland Bådelaug       -       lagunen i Guldborgsund

Sejladsen og den lange vandring til vor nationale stolthed, hængebroen, med mange svinkeærinder undervejs. Et tilfældigt anløb af Korsør på sommerturen  udviklede sig til en odyssé gennem byen i fortid og nutid - før og efter broen

Tekst: Niels Nordby Christensen
Illustrationer af forskellig herkomst.
Medrejsende: Lisbeth, Erik og Margaret

Den Sorte Sejler
     Samme aften i Agersø Havn lød der selvfølgelig bebrejdelser fra mine ledsagere over den modbydelige tur, de var blevet udsat for. Dette anslag mod min suveræne ledelse kunne jeg pure afvise, under henvisning til, at de selv havde insisteret på at komme videre, i stedet for i magsvejr og solskin at få en oplevelse for livet. Nu havde de kun glimtvis kunnet skimte en mørk skygge af råsejleren i horisonten gennem røgvand og ringe sigt.

Med færgen til Agersø
     Lisbeth ville gerne have været til Omø, men jeg bryder mig ikke om at anløbe læ kyst i frisk pålandsvind. For at være sikre på at ramme Agersø Havn, som det er en del år siden, vi har besøgt, lagde vi os i kølvandet på Agersøfærgen, der netop lagde ud fra Stigsnæs. Den stak fra os på halvvejen og forsvandt i den nordlige ende af det, vi regnede med var Agersø Havn.

Som sild i tønde
     Stor var min overraskelse, da vi rundede molehovedet og ved skiltning blev vist til en afdeling af havnen, jeg ikke anede eksisterede. Den er udvidet til omtrent det dobbelte, siden vi var der sidst! På trods af det, var den alligevel stuvende fuld med 5 lag både uden på hinanden, men den flinke havnefoged anviste os en pæleplads mellem to hjemmehørende, som han skubbede lidt fra hinanden.
     - Der er altid plads til en Folkebåd, sagde han!
     Mine forkomne medrejsende lagde sig i anden position blandt de store både og fik senere 2-3 stykker udenpå. Den livlige trafik over deres fordæk forstyrrede dem imidlertid ikke. Vi nåede akkurat at indtage et fælles måltid mad ved et bord på kajen, ombølget af grillrøg i den lune sommeraften, inden de udmattede væltede ned i køjen og straks faldt i søvn.

Langelandsfestival
     Næste morgen, tirsdag, den 27. juli, så tilværelsen anderledes lys ud. I det stille vejr, som nu var indtruffet, kunne jeg godt indse, at min planlagte tur til Rudkøbing stillede store krav til en meget stram tidsplan, hvis vi som aftalt hjemmefra skulle være på ankerpladsen ved Femø for at mødes med Ingo og Gudrun om fredagen.    Nølende foreslog jeg da som alternativ at besøge den lige så tillokkende storebæltsby, Korsør. Det var en heldig beslutning, for næste dag erfarede vi, at den årlige Langelandsfestival netop afvikledes i samme periode. Det ville have været umuligt at få plads i havnen, for slet ikke at tale om plads ved et af de lange træborde med de skummende fadøl i Kafferisteriets gård.

Men næste år.........?

Gæstesejlerens ABC
     Der er mindst tre forhold, du skal have for øje ved valg af gæsteplads i fremmed havn:

1. Der skal være læ for vind og sø
2. Havnens faciliteter, toilet, bad, klubhus og evt. cafeteria, skal være inden for rækkevidde
3. Man skal kunne opholde sig i sin båd, beskyttet mod nysgerrige blikke, højrøstet tale, trafikstøj, hundeglam samt grillrøg fra nabobåde

     Hold dig fra de officielle gæstepladser, som med garanti er de ringeste i hele havnen. Udsøg en ledig plads blandt de hjemmehørende både, gerne kilet ind mellem et par sejl- eller motorbåde med stor overbygning, som giver læ og privatliv. De besøges næppe af deres ejere og er sjældent ude at sejle, men ligger mærkværdigvis ofte på havnens bedste pladser.

Borgmesteren bød velkommen
        Der er nogen havne, man føler sig virkelig velkommen i. Da vi engang anløb Slesvig gik Dannebrog til tops på den flagmast, som brugtes til at markere, hvilken nationalitet, den gæstende båd tilhørte. Alle fjentlige følelser og forbehold mod vore sydlige naboer, fremkaldt af Treårskrigen, Krigen i 1864 samt Første og Anden Verdenskrig fortonede sig ved denne gestus fra de venlige nordtyskere.
        I Korsør var det borgmesteren selv, der modtog os på rådhuset og sagde et par venlige ord. De var dog ikke kun rettet mod Lisbeth og mig, men også mod de øvrige halvt hundrede sejlere fra hele landet, der anført af flyvende faner og hornmusik gik i procession til rådhuspladsen i anledning af Drabant 22 DM i 1975.
     Den venlige borgmester, som formodentlig ikke havde begreb skabt om sejlsport, deltog i den afsluttende festmiddag og foretog præmieoverrækkelsen efter drabantstævnet.
     I løbet af den uge kom vi ikke blot tæt på byens borgmester, men lærte mange af dens menige indbyggere at kende, især naturligvis sådanne, der havde tilknytning til sejlsport:
        Mich, Svoger, den Falske Svoger, Vor Far, Hr. Mod, Pølse-Hans, John Slagter, Guld-Preben, gamle Leismann, Vagn Spidsgatter, Bjarne Carneval, Ole IF'er, Fessor, Liller, Splint, Boris Karlov samt Keld Kobbersmed.
        Et par stykker har vi bevaret tæt kontakt med i de 25 år, der er gået. Resten har vi mødt, når vor vej er faldet forbi Korsør Lystbådehavn. Deres velkomsthilsen har hver gang været mindst lige så hjertelig som den flinke borgmesters.

John Slagter
        Velkomstkomiteen bestod denne gang af John Slagter, som dels briefede os om nyt fra havn og by, dels afkrævede os 60,- kr. i havnepenge. Han er ikke slagter, men har i mange år kørt med kød i kølebil for et engrosfirma, indtil han for 7 år siden tilbød Korsør Lystbådehavn A.M.B.A. at afløse den hidtidige havnefoged.

Hjælp til havarister
       En vigtig del af arbejdet består i at betjene havnekranen, en stor mobilkran, plomberet så den kan lunte rundt som traktor. Fra vor strategisk udvalgte gæsteplads kunne vi følge hans ekvilibristiske evner med kranen:

• En motorbåd med tovværk i skruen fik løftet hækken fri af vandet, så tovenden kunne fjernes
• En Folkebåd blev halet op og sat på ladet af en lille - og i vores øjne - noget brøstfældig pickup for at blive kørt hjem til Sønderborg, fordi besætningens ferie ikke rakte til transport på egen køl i det stille vejr
• En stor motorbåd fik meget forsigtigt, uden at beskadige dørkbrædder, kalechestivere og glaspartier, løftet sin motor ud til hovedreparation
• En gæstende sejlbåd blev sat op på asfalten mens skrueakslen, som havde mistet forbindelsen til gearkassen, blev repareret. Dagen før drev den hjælpeløst ind på Halsskov Rev i havblik trods skippers forsøg på at gøre opmærksom på sit dilemma over for forbipasserende lystbåde. John Slagter hentede ham ind i sin Jupiter 30. Der skete ingen skade ved grundstødningen.
• En lang kapsejler blev sat i sine bukke, så bunden kunne rengøres før næste sejlads.

En druknet Mercedes
        Fra vor gæsteplads havde vi ligeledes et godt udsyn til slæbestedet, hvor joller og små motorbåde kørtes i vandet fra morgen til aften under John Slagters opsyn. Længe efter mørkets frembrud vendte de sidste hjem, reglementeret udstyret med tændte lanterner, fra en dag med torskefiskeri på et blankt Storebælt.
        En sejler fra Hamburg forsøgte at losse en større kølbåd fra sin trailer. Hans tunge Mercedes havde for mange kræfter og hjulene spandt på den glatte betonsliske, så han nær var skredet baglæns i vandet. Vi ilede til og ved hjælp af et langt reb fra bilens krog til trailerstativet firede vi båden så langt ud, at den fik tilstrækkeligt vand under kølen.

Admiralen
     Ingen af os har nogensinde vist interesse for noget så perifert som motorbåde. Under en tur til Stege tidligere på sommeren havde vi dog lagt mærke til en voldsom stor af slagsen med flybrigde, læderindrettet salon, et par soveværelser og bad med koldt og varmt vand samt et soldæk på størrelse med vores terrasse derhjemme.
     Eneste ombordværende: Et ægtepar i nyt sejlertøj med smarte farver, han desuden udstyret med admiralskasket.
     Ved afgang fra Stege havde de stort besvær med at komme fra kaj trods to brølende motorer.
     Først da 3-4 behjertede sejlere kom til lykkedes det, dog ikke uden ridser i fribordet, en skævvredet fenderliste og en knækket pæl.
     Efter sådanne oplevelser sender vi hinanden sigende blikke:
     - De rige har mange glæder!

En admiral på skrump
     Nu genså vi den veludstyrede motorbåd ved en bro i Korsør Lystbådehavn, men studsede over størrelsen.
     Det før så voldsomt store admiralsskib forsvandt fuldstændig i skyggen af naboen, et gigantisk fartøj af mærket "Storebro".
     Den lokale importør af de svenske motorbåde "Storebro" lægger beslag på en række pladser rundt om i lystbådehavnen. De er alle udvidet til dobbelt bredde ved at fjerne en hækpæl. Alligevel ligger hans varelager så tæt, at der kun lige er plads til fenderne.

I banken efter 9 mio.
     John Slagter havde netop været med i Stockholm for at sejle den nyeste og største model hjem.
     Hans uvildige omtale af bådens gode egenskaber, en turbomotor på 600 hk, 3 soveværelser og 10 løse køjepladser, opholdsstuens og spisesalens dimensioner, det gode overblik fra flybrigden med det nyeste isenkram inden for navigation samt en gennemført kvalitetsaptering, fremkaldte hos os fire varm begejstring for motorbåde i almindelighed og "Storebro" i særdeleshed.
     Straks spankulerede vi på moleræs for at studere motorbåde. Vi gik systematisk til værks som børn foran en legetøjsbutik: Vurderede, valgte, skændtes, fortrød, indtil vi i enighed kastede vor kærlighed på den nyeste og største "Storebro 550" til 9. mio. kr.
     Ved hjemkomsten til Guldborg, ville vi tælle spareskillingerne og lægge dem sammen i én stor bunke. Måske kunne vi ved John Slagters mellemkomst presse prisen lidt, eller i det mindste forlange en signalkanon monteret på fordækket.

Vi vil have action i luksuriøse omgivelser.

Nu skal det være slut med:

1. en beholden fart på 4-5 knob
2. at krydse mod vind og sø og blive kastet rundt som en nøddeskal
3. vor krabbede gang efter mange timers krængning på 35^o
4. vor krumvoksede fremtoning og ødelagte knæ p.g.a. manglende ståhøjde i kahytten
5. gigtsmerter i alle led som følge af overbelastning i kulde og fugt
6. væskende vabler efter slæbet med genstridige sejl og vådt tovværk
7. udmattelse efter timer ved roret, hængende i tæerne ud over siden, klamrende sig til storskøde og rorpindforlænger
8. søvnløse nætter i klamt køjetøj på de alt for smalle og hårde køjebunde
9. ringe personlig hygiejne som følge af en smålig vandration på 0,25 l pr. døgn
10. elendig hundeæde, tilberedt over en upålidelig og stinkende primus

Det søde liv
     Opstemte efter den store beslutning om at investere 9 mio. i vores næste båd, valgte vi at tage hul på vores nye værdighed som motorbådspaver med det samme: Vi ville spise på restaurant.     Nu var det imidlertid sådan, at vores landgangstøj ikke egnede sig til at gå i byen og spise fint. I det gode vejr færdedes vi i båden og på havnen i shorts og kortærmede trøjer, som bar præg af at være brugt til lidt af hvert.
     Det var derfor nødvendigt at opsøge en tøjbutik i city for at blive ekviperet i overensstemmelse med vores nye status.

Et bevæget møde
     Vi var utroligt heldige. Lige over for Netto, hvor vi siden provianterede, lå hvad vi søgte: Røde Kors Genbrug. Det er betegnelsen for en kæde af tøjbutikker, jævnt fordelt over hele landet, med et meget varieret udbud af beklædning i god kvalitet.
     En midaldrende dame tog vel imod os og fornemmede straks, at vi ikke var korsøranere. Det var enten vort miserable udseende eller Margarets canadiske sprogtone, der afslørede os.
     Vi måtte så indrømme, at vi tilhørte søens folk og netop var landet i denne udmærkede stads lystbådehavn efter et langt togt over havet.
     Tydeligt bevæget over vore udståede strabadser bød hun os velkommen til byen:
     - Korsør er blevet så velsignet stille og luften er klar og ren! Jeg savner bestemt ikke færgerne. I lystbådehavnen kommer jeg jævnligt og spiser i restauranten. De laver god mad, og så er det ikke dyrt!

Hvad med en smoking?
     Nu var vi helt på bølgelængde og havde ikke besvær med at forklare vort ærinde. Mens damerne så på trøjer, nederdele, kjoler og tørklæder, gik Erik og jeg om bord i herreafdelingen.
     Hos Røde Kors er det frivillige personale generelt indstillet på at drive forretningen professionelt, så alt stangtøj er ordnet efter størrelse.    Jeg følte mig et øjeblik fristet af en smoking til 175 kr., men valgte i stedet et par nydelige sommerbukser til 25 kr. i præcis den rette længde. Det er endnu aldrig lykkedes mig i en herreekvipering - det med længden. En skjorte som matchede fik jeg for 15 kr.

Klæder skaber folk
     Da vi efter forvandlingen trådte ind i Restaurant "Lystbådehavnen", blev vi vist til lokalets bedste bord af personalet, som straks fornemmede at have med betydningsfulde folk at gøre.
     Knapt havde vi afgivet bestilling - efter granskning af det righoldige udvalg i menukortet - før maden stod på bordet og den opmærksomme servitrice vimsede omkring og skænkede i glassene.
     De tre andre roste deres delikate Frederikshavner, men min yderst velsmagende Wienersnitsel overgik deres fladfisk i størrelse og mit fad med tilbehør rakte til bespisning af en hel familie. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis jeg var kommet i smoking!
     Det smilende og bukkende personale ønskede os på snarligt gensyn, da vi stopmætte og i lettere opløftet stemning gik til vores udsigtspost på molen for at overvære at solen blev skudt i sænk.

• En permanent lavfrekvent buldren af ubestemmelig oprindelse - så kraftig at alle vinduer, døre og løse genstande i hele byen svingede med.
• Endvidere nogle dumpe drøn og skingre hvin i én uendelighed.
• Dertil en fed hørm af uforbrændt, tung fuel-olie, som lagde en fedtet dis over by og omegn og udelukkede solens stråler, så man midt på dagen vandrede om i skumring.
• Sluttelig en sky af sodpartikler i så store mængder, at alle korsøranere gik klædt i tøj af ubestemmelig farve, fordi skyen havde en ulyksalig evne til at indhylle alle tørresnorene.

     Hun tydeliggjorde sagens sammenhæng ved at tilføje:
     "Jeg savner bestemt ikke færgerne"

Den lange Vandring
     Som ægte antropogeografer forberedte vi nøje undersøgelserne i marken. Vi iførte os solide travesko og vort daglige landgangstøj, shorts og kortærmede trøjer, som bar præg af at være brugt til lidt af hvert og som ikke ville vække opmærksomhed og dermed påvirke undersøgelsesresultatet. Vi medbragte ikke nogen form for proviant, end ikke den styrkende humle på flaske, vi sædvanligvis pakker i rygsækken under lignende omstændigheder.
     Vores ekspedition - i vide kredse senere kendt som "Den lange Vandring" - tog sin begyndelse tidligt onsdag formiddag i strålende sol og vindstille og afsluttedes hen mod aften under samme vejrforhold, der gav os ideelle arbejdsbetingelser.

Pejlemærker undervejs:

• Den gamle bykerne med kirke og gågade
• Halsskovbroen, som forbinder de to bydele. Den indsatte kortskitse øverst til højre illustrerer tydeligt, at Korsør er omgivet af vand på tre sider.
• "Jerntæppet", det fhv. bane- og rangerterræn med en imposant stationsbygning
• Gågaden i Halsskov, som er en dublet til den i Korsør, med en indlagt pause ved en iskiosk
• Revsporet, der viste sig lige så ufremkommeligt som et isbelagt Storebælt hvortil det førte, da der foregik befordring pr. isbåd
• Opmarchbåse til bilfærgerne, hvor mange mio. danskere har tilbragt lange perioder af deres liv
• Betalingsanlægget til den faste storebæltsforbindelse, hvor mange mio. danskere bliver berøvet illusionerne om de fælles gratis goder
• Cafe Bælt'Stedet med Storebæltsudstillingen og et passende udbud af fast-food
• Vor nationale stolthed, hængebroen.
• Revhusene, som i sidste øjeblik blev reddet fra tilintetgørelse på trods af entreprenante ignoranter i Storebæltskonsortiet
• En nyoprettet, alternativ færgefart til Kerteminde
• Vagn og Åses sommerhus, hvor vi fik udlignet væskebalancen
• Og sidst, men ikke mindst, genbrugsbutikkerne, de 3 oaser, som var en kilde til megen fornøjelse/fornyelse og hvis strategiske beliggenhed gav os fornyet styrke under hele ekspeditionen.

Med øjne på stilke
     Vi fulgte Amerikakajen og kunne modsat denne se over til Fyr- og Vagervæsenets (nu Farvandsvæsenet) oplagsplads, stuvet med nymalede bøjer og lystønder, som syner meget store på land. Ved kajen lå det imponerende opmålingsfartøj "Argus", opkaldt efter den græske mytologiske kæmpe med 100 øjne, som aldrig var tillukkede alle på én gang.
     Denne gode egenskab var også indbygget i krydstoldvæsenets inspektionsfartøj "Argus", som i midten af 1800-tallet registrerede - og dermed navngav - "Argus Grund" med 2,8 m vand i indsejlingen til Guldborgsund. Inspektionsfartøjet blev bygget 1854 af skibsbygmester E.C. Benzon i Nykøbing F. Han var kendt for sine fremragende skibskonstruktioner.
     Den uendelige række af grå betonsiloer, som over en lang strækning spærrede for udsigten til Amerikakajen og Gamle Havn, den larmende trafik på Tårnborgvej, hovedfærdselsåren gennem Korsør, samt den tiltagende varme forstyrrede vore observationer, men distraktionen afløstes snart af koncentreret nærvær og vor slæbende gang gik over i målrettet trav ved det overraskende syn af Folkekirkens Genbrug lidt fremme til styrbord.

Villige kvinder
     Det var på tide med et hvil og en fornyelse af garderoben. Det var et fejlskøn, at vi havde valgt vort sædvanlige landgangstøj som forklædning. Ingen af de få korsøranere, vi hidtil havde mødt gik klædt i tøj af ubestemmelige farve efter ophold på tørresnoren. Igen var jeg heldig og fandt et par velsiddende shorts i den assorterede rodekasse til 15 kr. og en trøje til 10.
     Erik skruede som sædvanligt op for charmen og spillede det store ubehjælpsomme mandfolk med den for søfolk karakteristiske "rullende" gang. Omsorgsfulde kvinder vimsede omkring ham for at måle livvidde, arm-, ben- og skridtlængde, give gode råd om farvevalg og udtale sig med megen ekspertise om kvaliteten af de udvalgte beklædningsgenstande.
     Det eneste der kom ud af anstrengelserne var en rød kasket, udvalgt af Erik selv. Han frygtede, at ekspeditionen ville fortsætte i det uendelige under den ubarmhjertigt brændende sol, hvorved han enten ville omkomme af solstik eller blive alvorligt forbrændt i hovedbunden. Investeringen på 5 kr. blev, efter mange rosende ord om hans gode smag fra de elskværdige kvinder, afprøvet i utallige krængningsvinkler foran spejlet.
     Lige før den hjertelige afsked udbad vi os vejledning i forcering af "Jerntæppet", der i 150 år effektivt havde udelukket ethvert samkvem mellem beboerne i Korsør og Halsskov. Med en undertone af betænkelighed over vores vovelige forehavende blev vi ledt på vej og formanet til den yderste agtpågivenhed.

Ukrudt og forfald
     Kun en massivt forurenet undergrund, langt mere dødbringende end landminerne, og den fredede stationsbygning har man velvilligt overdraget Korsør Kommune. Begge dele kan blive en yderst kostbar foræring. På stationens brede granittrappe piblede ukrudtet frem og alle indgangspartier var spigret til for at imødegå begyndende hærværk. Hvem har brug for en slotslignende bygning med utallige værelser og et tårn med løvefødder og gesvejsninger?
     Afløseren er et uanseligt trinbræt langt uden for byen, hvor højtalernes beskedne skratten slet ikke kan hamle op med fordums rungende gjalden: Toget til Ålborg-år-år-år kører om bord-or-or-or om få minutter-ter-ter-ter!

En gerningsmand på åstedet
     Vi stod midt i den mest brutale konsekvens af tunnelbyggeriet og kunne levende forestille os de bevægede scener der udspillede sig, da en tusindtallig skare en sen aften modtog den sidste jernbanefærge med fakkeltog og sang.
     Midt i elendigheden mindedes Erik, hvordan han bar sig ad med at komme gratis over Storebælt, når målet var Odense: Af sted til Korsør i bil, som blev parkeret ved stationen, hoppe på et tog, der straks kørte om bord på færgen. Først ved afgang fra Nyborg St. var det nødvendigt at fremvise lovlig rejsehjemmel til den videre færd. Gevinsten fordobledes ved at benytte samme strategi i omvendt rækkefølge på hjemturen.
     I lammet tavshed, som ramt af en snigskytte, hørte vi hans forargelige historie og forstod pludselig, hvorfor myndighederne havde anset det for påtrængende nødvendigt med det tunnelbyggeri.

     Der var påfaldende stille og mennesketomt i bydelen Halsskovs gågade, så vi kunne, hundrede år senere, gøre digterens ord til vore egne. Var alle flygtet efter "murens" fald, var livsbetingelserne blevet så ringe, at en hel befolkning var evakueret?

I kirken - på stranden
     Endelig, fortsætter digteren, faldt jeg på at gå ind i kirken søndag formiddag, og der fandt jeg dem. Jeg stod nede ved døren og så kun deres nakker. Der var vel et par hundrede fordelt i staderne, og deres nakker var så udtryksfulde, at jeg frafaldt ethvert ønske om at se disse hoveder, hvorfra der udgik salmesang. Det var ene fattige baghoveder, hule nakker, det var tyndt og glansløst konehår, skrabet sammen i stædig mangel på fylde eller ynde. Uovervindelig tarvelighed.

     Af gode grunde kunne vi ikke, denne onsdag formiddag, opsøge kirken for at anstifte en lignende undersøgelse.
     Et par timer senere fandt vi imidlertid hele den evakuerede befolkning: Alle halsskovitter med frihed til det, var taget til stranden, hvor de, iklædt spraglede badedragter, som kun nødtørftigt skjulte deres yppige former, tog solbad i sandet eller kastede sig i Storebælts svale bølger.
     Kun tåbelige turister og energiske ekspeditioner kunne finde på at opholde sig i bymæssig bebyggelse i den bagende varme.

Linedans
     Eftersom vi ikke kunne forvente de store oplevelser i det evakuerede Halsskov, stilede vi målbevidste mod Revsporet, en meget brugt genvej fra centrum mod Halsskov Rev. Det består af et skinnelegeme med nedtrampede stier i græsset på begge sider, omgivet af et tæt tjørnekrat, så man færdes som i en grøn tunnel.
     Der er ingen chance for at blive kørt ned af et tog, men derimod fare for at blive torpederet bagfra af en cyklist eller træde i en hundelort. Sikrest er det at balancere på skinnerne eller hoppe fra svelle til svelle.

Junglekrig
     Få meter inde i tunnelen måtte vi konstatere, at der til vort udstyr burde have hørt en machete pr. mand. Tjørnetorne rev i vort pæne, nye genbrugstøj, brændenælder slaskede os om benene og græsvækstens frodighed forhindrede sikkert fodfæste på skinner og sveller.
     Den førhen meget benyttede genvej var åbenbart i en længere periode blevet svigtet af både nærgående cyklister og trængende hunde.
     I gåsegang holdt vi os tæt bag Erik, der med livlige armbevægelser, tykhudet ufølsomhed og umanerligt store fødder banede en korridor, som straks lukkede sig efter os.
     Nogle hundrede meter fremme blev al videre fremtrængen effektivt stoppet, fordi skinnerne var fjernet og svellerne smidt rundt i et ufremkommeligt virvar.
     Et hul i tjørnehækken viste ud til en villavej, som vi fulgte til dens blinde ende. Vi trængte påny gennem tjørnehækken, snublede over et roderi af sveller og stod på bunden af en udgravning, omgivet af stejle skråninger til nyanlagte vejramper.
     Ad et støvet spor med aftryk efter larvefødder nåede vi endelig et vidtstrakt betonbelagt område og kunne med besvær identificere stedet, hvor mange mio. danskere har tilbragt lange perioder af deres liv: Opmarchbåsene til bilfærgerne i Halsskov-Knudshoved overfarten.

• Kantstenene, som afgrænsede hellen mellem tvillingebåsene
• De mørke skjolder, afsat af oliedråber fra bilernes bundkar og bagtøj gennem 40 år
• Rester af afstribningen, som markerede den smalle kørevej mellem bilrækkerne og netop tillod passage af de små røde elektriske køretøjer, der i ventetiden lydløst trillede frem og faldbød ugeblade, slik og benzin
• Det buskads, hvor man skjult for nysgerrige blikke kunne forrette sin nødtørft, fordi blæren, af bar nervøsitet over ikke at nå tilbage til bilen i rette tid inden ombordkørsel, måtte tømmes i en fart og ikke kunne holde sig den lange strækning til det fjerntliggende offentlige toilet.

     De kunne godt bevare en lille stump beton med olieplet og afstribning samt det beskedne buskads for eftertiden!

Evigt ejes kun det tabte
     Modstræbende afsluttede vi vore undersøgelser af fragmenter ved opmarchbåsene i taknemmelighed over, at denne oplevelse var blevet os beskåret, før bulldozere og glemsel havde udslettet det hele.
     Få hundrede skridt længere fremme tog vi opstilling ved autoværnet mod tilkørselsrampen til Østbroen for at gøre iagttagelser omkring den nye, og omtrent identiske foranstaltning: Betalingsanlægget.

Forlystelsesafgift
     For yderligere at skabe usikkerhed og splittelse blandt bilisterne, lader man jyderne køre gratis over både Vest- og Østbroen. Vi kunne fra vor udsigtspost iagttage bilfulde af glade jyder i tre generationer, der med forbavsende selvfølgelighed betalte for at få lov til at køre til forlystelserne i København.
     Vi måtte i hast forlade hele dette cirkus, for ikke at lade uvedkommende følelser styre vore antropogeografiske undersøgelser og fandt vej til Café Bælt'stedet, hvor mine udmattede medrejsende fik afsat en halv time dels til indtagelse af forskellige varianter af fast-food dels til at udligne væskebalancen.
     Den tilstødende udstilling om brobyggeriet afstod vi fra at besøge, fordi den ægte vare lå lige uden for murene.

Endelig fremme!
     De 254 m høje pyloner virker på billedet ikke højere end os, men der er 2 km ud til den første og næsten 7 km over til Sprogø, som anes i baggrunden. Mere impnerende af størrelse fra vort udsigtspunkt var kørebanernes trapezformede stålkasser og betonpillerne.
     Stålkasserne er på undersiden dækket af sort rustbeskyttelse. Man kan række op og banke på den hule konstruktion, hvis indre rummer en servicebane. Vi hørte næsten ikke trafikken oven over og kunne endelig nyde udsigten over det bølgende vestsjællandske landskab.

Sejladshindring
     Vi studerede, beregnede og beundrede det nye bygningsværk, som vi gennem en halv snes år udelukkende havde anskuet fra søsiden som en sejladshindring lidt ud over det sædvanlige. Ved passage skulle man følge tvangsruter og sno sig imellem vekslende afmærkninger.
     Som byggeriet skred frem blev restriktionerne skrappere. Afviserfartøjer lå på lur efter syndere, der kom ind på arbejdsområdet. De frygtede muligvis, at vores Folkebåd skulle sejle på en ankerklods, så den forskubbede sig.
     Vi måtte kun sejle igennem de smalle korridorer, som mest var anlagt med tanke på motorbåde. På kryds i let vind og modstrøm, uden mulighed for at søge strømlæ, var det noget af en opgave.
     Foruden storskibstrafikken i dybvandsruten og færgerne på tværs skulle man holde øje med utallige arbejdsfartøjer på kryds og tværs, der sejlede mandskab og materialer fra arbejdshavnen.
     Alle spor efter sidstnævnte på Halsskov Rev er fjernet og kun de normale restriktioner for lystsejlads i dybvandsruten er gældende i dag, så nu er der fri sejlads i de førhen forbudte vandområder, når bare man husker at vige for en bropille.

Fatamorgana
     Engang passerede vi byggeriet på vej hjem fra en sommertur til Samsø og Århusbugten. Midt i havet stod noget, der mest af alt lignede et buddhistisk tempel, som blot ventede på at menigheden blev fragtet til gudsdyrkelse pr. båd. Det var i pylonernes første støbefase med 20-30 m i højden, hvor den omfattende trækonstruktion til glideforskallingen fuldendte illusionen.
     Vi kan fra vores ankerplads ved Femø Sletterev i 30 sømils (55 km) afstand med god sigt - og tværs over Agersø, som ligger skjult under horisonten - i kikkert tydeligt se det meste af pylonerne og med det blotte øje i klare nætter flashlysene på toppen af dem.
     Med lyskæderne på hovedkablerne sidst i byggefasen blev det til et helt festfyrværkeri. Kun brodækket med kørebanerne 60 m over vandspejlet er under kimingen.
     Nu blev vort fjerne fatamorgana endelig til håndgribelig nærkontakt i stål og beton.

     I den stærke sommervarme rakte vor fantasi knapt til forestillingen om det drama, der ved vintertide har udspillet sig på stedet i århundreder:

     *)Isbådstransporternes kapitel i Storebæltsforbindelsernes historie er ved at gå i glemmebogen, for der har ikke gået isbåde på bæltet siden de strenge vintre under Anden Verdenskrig. Med vore dages maskinkraft i færger og isbrydere kommer de sikkert heller aldrig til at gå der mere, men indtil 1940'rne var isbådstransporter ikke noget opsigtsvækkende eller ualmindeligt.

*)Erik Aalbæk Jensen: LIVET PÅ ØERNE 1-8, Sundet og bælterne s. 384, Gyldendal 1983

Et troværdigt vidne
     Jeg spurgte en indfødt, Mich, om han havde nogen erindring om isbådstransporterne. Hans svar uddybede ovenstående udsagn om "de strenge vintre under Anden Verdenskrig":

     Jeg blev født lørdag den 19-09-1942. kl. 02:40 i villaen på Jens Baggesensgade 2b og vejede 3750 g og var 55 cm lang. Det hele foregik under en af de få luftalarmer i Korsør under krigen, og der blev skudt en flyver ned ude omkring Badstuerevet og Koen.
     Lægen hed G. C. Andersen, jordemoderen hed frk. Hansen og sygeplejersken var frk. Nielsen. Endvidere var min gudmor, Anette Jepsen, til stede, hustru til min gudfar, konsul og skibsmægler Jørgen Jepsen, der arrangerede de sidste isbådssejladser over bæltet i 1941 eller 1942.

     Med den detailrigdom i besvarelsen er der ingen, der tør betvivle vidneudsagnets lødighed.

     *)Det var fiskerbefolkningen i Nyborg og Korsør, som leverede mandskab til isbådstjenesten, da den kom i faste rammer med vagthusene til isbådsmandskabet på Halsskov og ved Knudshoved og siden hoteller til de rejsende og mandskabsrum og bådehaller på begge sider af bæltet.
     Der lå tolv isbåde i Halsskov, tolv på Fyn og to på Sprogø med svære glideskinner, så bordklædningen var beskyttet mod skrueis og båden var lettere at få frem på jævn is.

*)Erik Aalbæk Jensen: LIVET PÅ ØERNE 1-8, Sundet og bælterne s. 384, Gyldendal 1983

     *)Statsbanerne anlagde tilmed en stikbane ud til isbådsstationen og hotellet på Halsskov.

Hallucinationer
     Vi indledte tilbagetoget på den støvede grusvej ad hvilken vi var kommet. Mine ledsagere fremstammede med besvær ordet "isbåd" gennem deres sprukne læber i håb om at fremkalde hallucinationer, som kunne fortrænge det faktum, at de ikke havde fået hverken vådt eller tørt, så langt deres hukommelse rakte.
     Glædeligt overrasket over, at en stump af deres nyvundne lærdom fra Revhusene viste sig brugbar, pegede jeg opmuntrende mod masteskoven i lystbådehavnen, kun et stenkast borte. Yderligere stillede jeg dem i udsigt, at de inden længe ville få rig lejlighed til at indtage læskende drikke hos et par gæstfri halsskovitter. Fortrøstningsfulde vaklede de videre, monotont mumlende deres mantra.
     En flok mørklødede drenge havde indtaget de tidligere færgelejer med portaler og ramper i Halsskov Færgehavn og benyttede dem som badeanstalt.
     De brugte broklappen til øverste vogndæk som platform for solbadning og tårnspring og følte sig øjensynligt hjemme i disse omgivelser af rustne jerndragere og snusket forfald.
     På trods af vor ophedede tilstand veg vi gysende tilbage alene ved tanken om at blive opslugt af det sorte vand i færgelejet.

Alternative aktivister
     Vor opmærksomhed blev fanget af et større opløb ved kajen længere henne. Unge mennesker i flagrende gevandter, med blomster i håret og flagsmykkede cykler flokkedes om noget, som mine medrejsende fejlagtigt troede var en iskiosk, men som viste sig at være landgangsbrættet til en lille færge, som de alle, under musikledsagelse fra blokfløjte og guitar, syngende gik om bord i.
     - Skal I med til Kerteminde? Det tager 3 timer og vi sejler retur i morgen.
     Spørgsmålet blev stillet os af en venligt smilende alternativ, som kaldte minder frem om Woodstock og vor oprørte ungdom i 60'erne. Han besad en smule mere organisationstalent end resten af den syngende flok, som var ved at indrette sig ved de opstillede borde og bænke på vogndækket.
     Mine medrejsende syntes et øjeblik fristet af tilbudet, da de indsnusede den liflige duft af pølsevand og varm fritureolie, der antydede gode fourageringsmuligheder om bord.
     Jeg måtte i kraftige vendinger minde dem om vores mission på denne side af Bæltet og insinuerede samtidig, at Erik ikke udelukkende havde øje for de kulinariske muligheder under overfarten, men også kastede sultne blikke efter de langlemmede pigebørn, som udgjorde en ikke ubetydelig del af passagererne.
      Med fingerkys og varme ønsker om en lykkelig rejse over havet vinkede vi færgen og ikke mindst dens indhold fra kaj.

Idyl med sprækker
     "Fjordpilen" af Holbæk fortonede sig i modlys og solflimmer med kurs mod Kerteminde. Et flag- og blomstersmykket hestekøretøj, som havde befordret en del af aktivistoptoget til færgen, forsvandt klaprende mod byen. Vi satte os på kajen og nød stilheden.
     Vi vendte ryggen til to oplagte færger fra Vognmandsruten for ikke at blive forstyrret af de uharmoniske skroglinier og det dårlige håndværk, som står i grel kontrast til de elegante og velbyggede fartøjer, der i statens regi gjorde tjeneste i Storebæltsoverfarten.
     Til gengæld nærer vi et begrundet håb om, at der i Vognmandsrutens kølvand ikke udspilles de tragedier, som ledelsen i Scanlines ved salg af udtjente færger mod bedre vidende har medvirket til.

På en indisk strandbred
     Den lurvede handling kan forhåbentlig ikke gentages af noget dansk rederi efter TV-udsendelsen, som viste billeder fra en sandstrand i Indien af en sværm udsultede, halvnøgne og barfodede skrotarbejdere, som strømmede til stedet lokket af lønninger, der kunne forsørge hele familien i deres fjerne landsby.
     Alverdens rustne plimsollere sejledes for fuld kraft op på stranden og den billige arbejdskraft myldrede om bord, så skrotningen kunne begynde. En stor del af dem blev invalideret af vildfarne stålwirer, defekte skærebrændere og flossede stålkanter, dræbt i en sky af giftige gasser og voldsomme tankeksplosioner, begravet under væltede stålplader og sammenstyrtede skibssektioner.
      Scanlines form for u-landshjælp er forkastelig og lader os tilbage med en flov smag i munden. Vi burde selv have ryddet op efter en afsluttet epoke i dansk færgefart i stedet for at eksportere affaldet. Der er nok at tage fat på. Den populære "badeanstalt", færgelejerne og ramperne med de rustne jerndragere, skal skrottes og hele området forhåbentlig føres tilbage til noget, der kommer til at minde om tilstandene fra før 1957.
     Yderst på den sydlige molearm, hvor der før var adgang strengt forbudt, ligger et stort, forsømt tankanlæg. Herfra udgår en rusten rørledning, som følger molen og kysten over en strækning på små 1000 m og ender ved de nedlagte færgelejer. Gennem den er løbet mange mio. liter tung fuelolie til bilfærgerne.
     Ved skiltning og afspærringer advares man i dag mod at færdes på de strækninger af molen, især ude ved tankanlægget, der er undermineret af Storebælts bølger. En dag lækker det måske og bringer os indiske tilstande.

Skruevandets gavnlige indflydelse på tangforekomsten
     Jeg havde netop over for værtsparret redegjort for oplæg, rute og opnåede resultater omkring vores just afsluttede antropogeografiske ekspedition - som i øvrigt blev rost for dens dynamiske ledelse og konsekvente gennemførelse - da Vagn tilførte foretagendet nye aspekter med følgende udtalelse:
     - Jeg savner færgerne!
     Med forbavselse hørte vi for første og eneste gang dette udsagn fremsat. Vagn er på ingen måde ramt på brødet af omvæltningen. Han har i det meste af sit arbejdsliv været beskæftiget på virksomheder uden tilknytning til Storebæltsoverfarten, så vi bad ham uddybe sit synspunkt.
     - De holdt stranden ryddet for ålegræs og tang med det voldsomme sug fra skruevandet. Nu hober det sig op og generer mig og mine børnebørn, når vi er ude at soppe.
     Lettede over, at det denne gang drejede sig om en menneskelig tragedie af mindre dimensioner foreholdt vi ham, at i fald han havde ret i sin antagelse, skulle skruevandet fra den samlede flåde af bil- og jernbanefærger i døgndrift have haft samme gavnlige indflydelse på vores private og hidtil blændende hvide strandbred ved Femø Sletter, 30 sømil mod sydøst. Netop i år var den dækket af en tyk, ilanddrevet tangbræmme, som besværliggjorde landgang fra gummibåden.
     Vi enedes om at fremsætte en mere holdbar hypotese om fænomenet efter flittige observationer i en årrække, hvor vi ikke udelukkede en mulig sammenhæng mellem nedbørsmængde i forårsmånederne og gødningsforbrug i de kystnære områder.

Et 50% orgie
     Åse beklagede at måtte forlade os for en kort stund, fordi hun skulle træffe aftaler om en mannequinopvisning på gågaden førstkommende lørdag. Vi kendte ikke til hendes nye engagement i modebranchen. Hun forklarede, at opvisningen skulle reklamere for Sudanmissionens genbrugsbutik, hvor hun ekspederede nogle timer om ugen. Mine velforsynede rejsefæller røg op af stolene og ville straks af sted for at nå butikken inden lukketid. Åse bad dem drikke ud i fred og ro, imens hun cyklede af sted og introducerede os til personalet.
     Efter en hjertelig afsked med Vagn stilede vi direkte ad en bred villavej mod Halsskovs centrum og Sudanmissionen, hvor vi blev budt indenfor af Åse og et særdeles velforberedt personale. Butikken holdt udsalg for at tynde ud i sommerkollektionen. 50% på alle varer førte til et sandt orgie af impulskøb og udtynding. Mine grådige medrejsende, som Åse havde fremstillet som offervillige, men erfarne og velovervejede genbrugskunder, vakte en del opmærksomhed.
     Jeg forsøgte at dæmpe deres aktivitet under henvisning til den temmelig lange strækning, vi endnu havde at tilbagelægge, før indkøbene kunne styrtes gennem lastelugerne. Trods mine advarsler gennemførtes de sidste kilometer af Den Lange Vandring med usikre skridt, suk og støn og krumbøjede nakker under byrden af fyldte rygsække og bugnende plastikposer.

     Søfuglene gik til ro på revet under skrig og skrål og stod småpludrende hele natten for sammenholdets skyld og i håbet om at holde farlige rovdyr væk.

     - Hvad laver I egentlig, når I er ude at sejle?
     -Tja...!

Copyright © 1999 Niels Nordby Christensen
 

Guldborgland Bådelaug
Guldborgvej 352
4862 Guldborg

Forening for bådejere
 i Guldborg Havn.
Stiftet 1974