Omfattende
korrespondance
Vinteren er, som vi jyder plejer at sige,
en træls tid at komme igennem for en bedemand. Ganske vist går en hel
del tid med at gennemlæse al relevant faglitteratur, at holde interne
studiekredse for til stadighed at holde bedemandslaugets medlemmer
velorienterede, at korrespondere (det betyder brevveksle, hr. Gert) med
den efterhånden anselige flok af sejlklubber, der jævnligt retter
henvendelse for at kunne tilføre deres klubblade noget lødigt stof.
Nej! Det, der tæller for en ansvarsbevidst
bedemand, er at kunne komme i jorden i en fart.
Indskrænket
råderum
Da bedemændene kan mere end deres Fader
Vor, og endog kan tyde arkitekttegninger og diagrammer, var bestyrtelsen
(ikke bestyrelsen, hr. Gert) formidabel, da vi erfarede, at tegningerne
|
til klubhusudvidelsen overhovedet ikke indeholdt en
udførlig planskitse til, hvordan man i bestyrelsen havde tænkt sig at bedene
omkring byggeriet skulle se ud og hvor de skulle placeres.
Ganske vist er der efterhånden ikke mere fast
landjord tilbage på pladsen, når klubhus, baderum, restaurant,
masteskur, båd- og parkeringsplads er etableret.
Men man kunne dog have overvejet en bræmme af
siv eller ålegræs, således at bedemændene stadig kunne dyrke deres
interesser.
Men nej! Endog det smukke Rosa Ragusa-bed, som
har vakt stor beundring i sommerens løb, og som har glædet himlens
småfugle hele den hårde vinter, er skånselsløst blevet jævnet med
jorden.
Vi har næppe ord, der kan skildre vore
følelser.
Vi føler os bed-røvet.
Bedemændene |
