Strandfund
1999
Femø centrum for international kommunikation via luftbårne meddelelser

Strandfund
på Femø satte fantasien i sving og skabte overraskende
forbindelser med fjerne egne
Tekst og
illustration: Niels N Christensen D. J. Rrajenbrink Nico og Joshua van der Stal
Femø den 10. juli 1999
Vi har i 4 dage i hedebølgeperioden
ligget for anker ved Femø Sletter, som ligger så isoleret, at vi - som
er kommet der jævnligt gennem 25 somre - betragter stedet som vores
private strand. Man kan kun komme dertil enten efter en
kilometerlang gåtur langs en ret uvejsom kyst eller fra søsiden. Der er
klitter med marehalm og fin sandbund et godt stykke ud i vandet. Vi vandrer langs stranden og samler mærkelige
sten, skaller og drivtømmer til bålet om aftenen. Når maden er grillet
og spist, går solen ned over Vejrø, mens toppen af pylonerne på Storbæltsbroen
ser til på afstand. Søfuglene går til ro på revet under skrig og
skrål og står småpludrende hele natten for sammenholdets skyld og i håbet
om at holde farlige rovdyr væk.
Strandfund den 30. maj 1992
Vi har gjort mange gode fund under vore
strandvandringer: Slidte fortøjninger, et dødt marsvin, svanefjer,
plastikdunke i alle størrelser, ruseflag. Fundet af et par uanselige stumper snor, filtret
ind i marehalmen, skulle vise sig at være et af de mere interessante.
Rester af falmede balloner i den ene ende og et lille papstykke i den
anden krævede en nærmere undersøgelse. Med næsten udvisket tekst på papstykket blev
finderen opfordret til at returnere det til afsenderen i Enkhuizen,
Holland. Det drejede sig om en "Ballonenwedstrijd", arrangeret
af en "Gemeente" i begyndelsen af maj samme år. Vor nysgerrighed var vakt og papstykket blev
afsendt med en følgeskrivelse hvori fundstedet nøje blev dokumenteret på
et til lejligheden udfærdiget oversigtskort. Vi udbad os endvidere en
forklaring på fænomenet. Så glemte vi alt om det og tog på et langt
sommertogt til Samsø og Ebeltoft.
Brev fra de Burgemeester
Midt juli - halvanden måned senere -
modtog vi en officielt udseende rudekuvert fra Dienst van Sociale Zaken,
Postbus 68, 1600 AB Enkhuizen. (se
brevet)
Heri gjordes kort rede
for
- at den ballonpost vi fandt var ført længst væk af vinden
- at Benjamin van der Stal derfor havde vundet førstepræmien, en
cykel
- at de kommunale arrangører af denne Ballonenwedstrijd havde
offentliggjort vores kortskitse i en lokal avis, fordi de syntes den
var meget original
Sagen har sikkert været igennem alle
kommunale instanser for til sidst at blive godkendt og signeret af
selveste borgmesteren, mr. D. J. Rrajenbrink. Vi formodede at den lange sagsbehandling ikke
skyldtes de offentligt ansattes smøleri, men snarere at man havde afsat
et par måneder til at modtage fundne ballonposter. I bevidstheden om, at vores indsats havde glædet
en lille dreng med en ny cykel og at vi selv ved samme lejlighed var
blevet kendte navne for avislæserne i Enkhuizen, stillede vi os tilfredse
med den officielle forklaring på vort mærkelige strandfund.
Brev fra Rijkspolitiet Da sæsonen var ved at være slut og båden
skulle på land modtog vi endnu en officielt udseende kuvert, denne gang
fra det hollandske Rigspoliti. Den indeholdt et håndskrevet brev fra Benjamins
far, Nico van der Stal, som via sønnen Joshua yderligere gjorde rede for
hvordan det var gået vinderen. Det lyder i oversættelse:
Enkhuizen
14. oktober 1992
Vi takker
Dem hjerteligt for at De sendte kortet til Enkhuizen. Mit tysk er
ikke så godt, men jeg håber De forstår det. Joshua fortæller: Min lillebror Benjamin vandt førstepræmien.
Han vandt en meget stor og flot mountainbike. Vi byttede den og nu har både Yorim og
jeg en mountainbike. Vi bor i Enkhuizen i et hus der er 100 år
gammelt. Jeg og Yorim går i skole. Det gør Benjamin ikke, for
han er kun 2 år. Nu må jeg tilbage til skolen igen.
Venlig
hilsen Nico og Annette van der Stal Joshua, Yorim og Benjamin
|
Vi syntes vældig godt om politifaderens
salomoniske løsning og regnede med at lille Benjamin har modtaget
kompensation for sit tab, så de 3 drenge alle fik noget ud af den
Ballonenwedstrijd, de deltog i.
Strandfund den 10. juli 1999
Lige siden maj 1992 har vi gået med næsen
i jorden under vore strandvandringer i håbet om at gøre tilsvarende
fund. En flaskepost ville naturligvis også kunne gøre det. Et par flasker har vi fundet, men indholdet var
ødelagt af lang tid til søs og det var umuligt at tyde de indlagte
småsedler. I søndags kronedes vor søgen imidlertid med
held. Vi fandt virkelig endnu en ballonpost. Den detaljerede trykte tekst på kartonstykket var
beskyttet af vejr- og vandbestandigt plastlaminat, som understregede
afsenderens seriøsitet. Også i dette tilfælde var der tale om en
konkurrence. Ballonen var opsendt fra Kiel et par dage i forvejen af en
privatskoleelev på udflugt med lærere og kammerater. Hun har ikke store chancer for at sætte
distancerekord med sine ca. 110 km, men vi holder alligevel øje med
overskrifterne i Kieler Nachricten. |

|
Fundstedet blev nøje
dokumenteret på et til lejligheden udfærdiget oversigtskort. |
Nederland-Danmark
Enkhuizen-Femø
Auf dem Strand von Femø, eine
kleine Insel in das sudostliche Dänemark und ca. 500 km von
Enkhuizen entfernt, haben wir 30.05.92 diesen Zettel und
Teile von Ballons gefunden.
Wir segeln sehr viel zwischen
die Inseln und haben in Guldborg zu Hause.
Es wurde uns sehr
interesieren mehr über den Ballonenwedstrijd zu erfaren.
Viele herzliche grusse.....
|
 |
Groeten uit Enkhuizen,
Stadhuis. De venlige folk på rådhuset medsendte et billede af
deres arbejdsplads, et imposant bygningsværk, værdig for en by
med 20-30.000 indbyggere |

 |
Enkhuisen ligger på en halvø i
Ijsselmeer, 60 km NØ for Amsterdam. Vi har engang kørt over dæmningen, så
vi vidste lidt om familien van der Stals hjemegn. Der er lige så fladt som på Lolland og Ijsselmeer er et populært farvand
for lystsejlere |
 |
Det medsendte foto viser
Yorim 5 år, Benjamin med distancerekorden 2 år og Joshua på 8 år. |
 |
Femø Sletter er blevet
centrum for international kommunikation via flaske- og ballonpost |
|