Til forsiden

Guldborgland Bådelaug       -       lagunen i Guldborgsund


 
Forsiden
Oversigt
Nyheder
Kalender
Bestyrelsen
Vedtægter
Indmeldelse
Juniorer
Kajakker
Seniorer
Havnen
Links
Interne sider
Medlemsliste
 
Rügen 1999

Absalon, Arkona og Svantevit

Et forholdsvis nyt turmål, som du får lyst til at besøge efter at have læst denne rigt illustrerede beretning

Tekst: Flemming Diemer.
Foto: Flemming og Åse Diemer, Arne og Inge Larsen

Det lange stræk
I begyndelsen af juli 1999 sejlede "Rambler", Great Dane 27, og "Hugin", Erria 25, østpå fra Gedser.

Efter 24 sømil var vi ved Darsser Ort, en tidligere DDR marinehavn, som i dag besøges af lystsejlere og toldkrydsere.
Som gæstesejler må man kun ligge over til næste formiddag kl. 11 - så er det ud af vagten igen! Det er ellers et skønt sted med masser af natur omkring.

Endnu en marinehavn
Vi fortsatte altså dagen efter videre østover og kom efter 21 sm. til den lille, men gode havn Barhöft - der også førhen var helliget marinen.

     På grund af vejret - det blæste ret så meget - blev vi et par dage og vandrede i det dejlige område.
     Store dele af Rügen er udlagt som naturbeskyttelsesområder, især kystområderne.

Stralsund
Næste holdeplads var Stralsund - en kort tur i strålende sol og fin vind. Kun 7 sm.

     Stralsund er en meget gammel by, en af Hansestæderne, som i Middelalderen havde stor indflydelse i hele østersøområdet.
     I dag er den så absolut et besøg værd med sine mange, smukke gamle bygninger, som atter er ved at fremstå i fuld glans efter først krigens, dernæst DDR-tidens ødelæggelser.
     Byen har en udmærket marina lige ved indsejlingen, godt i læ af en lang stenmole.
     Desværre ingen badestrand, hvilket vi savnede i den stærke sommervarme.
     Havnen besejles af en mængde tur- og udflugtsbåde, så der er et mægtigt liv hele dagen.

Regn og kuling
     Efter nogle gode dage i Stralsund blev kursen atter sat mod nord, mod Vitte, som ligger oppe i den nordlige ende af øen Hiddensee. Det var en tur på 17 sm, den meste tid  for sejl.

     Men ind imellem måtte vi starte motoren for at komme fremad. På det sidste stykke blev det overskyet,  og det begyndte at buldre. Vi nåede heldigvis at komme mellem pæle, førend regnen styrtede ned, samtidig med at det blæste kraftigt op.
     Efter et par dage med kuling stabiliserede vejret sig. Vi benyttede bl.a. tiden til at vandre helt op på øens nordspids, hvorfra man tydeligt kunne se klinterne på Møn.

Svantevit
     Vi sejlede så til den lille by Breege, dels for at hente brændstof til  "Hugin" - på Hiddensee kan man ikke købe benzin. Der findes ingen privatbiler! Man går - eller cykler!
     Dertil kom, at vi gerne ville besøge Arkona og hilse på Svantevit, som beredvilligt lod sig fotografere sammen med os.
     Rügen er uløseligt knyttet til Svantevit, Absalon og Arkona. Den Svantevit, vi kan fremvise, er godt nok ikke særlig frygtindgydende - men han er flot.
 
På stranden
Dagen efter gik turen tilbage til Vitte, hvor vi holdt "badeferie" i strålende sommer-vejr.
Stranden ligner den, vi kender fra Falster, om det så er de mange nøgne tyskere, var de der!

Hjemad igen
     Så var det ellers tidligt op og af sted kl. 06.00. Foran os lå en strækning på godt og vel 41 sm.
     Målet var enten Hesnæs eller Stubbekøbing - vind og vejr skulle afgøre det.

Det blev Stubbekøbing, eftersom vinden først kom, da vi var få mil fra land. Der var rigeligt af den, og den blæste os den vej, vi skulle.

Ankomst kl. 16.30 - da var vi godt nok lidt halvtrætte.
     Næste morgen oppe tidligt og så gik det mod Guldborg. På den tur fik vi feriens eneste omgang møgvejr. Det blev styrtregn og hagl, og vi fik luft, så det baskede.
     Først fra Skellerev artede vejret sig igen, så vi fik en behagelig afslutning på en 16 dages dejlig og oplevelsesrig tur.

Grundejer
     Skulle nogen få lyst til at gøre os det efter, kan det kun anbefales på det varmeste.
     Husk blot at anskaffe de nyeste kort over området - og sejl ikke uden for de afmærkede ruter! Man bliver meget let "grundejer" dernede.

Hilsen fra besætningerne på
"Rambler"  og  "Hugin"
 

På vej til Rügen overnattede vi i den gamle marinehavn Darsser Ort. Her må man kun blive én nat!

 

Barhöft er den første havn på Rügen. Det er en hyggelig lille havn - også tidligere marinehavn - men lidt svær at anløbe i kraftig pålandsvind. Vi prøvede det selv!!

 

 

Stralsund er en gammel, malerisk by.

 

 

Yachthavnen i Stralsund er placeret tæt på bymidten. Her ses nogle af de gamle pakhuse og en af de mange færger, som sejler rundt i farvandene.

 

Den Svantevit, vi kan fremvise, er godt nok ikke særlig frygtindgydende - men han er flot.

 

Der er mange motiver for fotografen.

 

Man gør klogt i at holde sig indenfor mærkerne. Ellers bliver man meget let "grundejer".

Steen Hovard, formand
John H. Arildsen, næstformand
Preben Kristensen, kasserer
Niels Bach sekretær

Guldborgland Bådelaug
Guldborgvej 352
4862 Guldborg

Til forsiden

Forening for bådejere
 i Guldborg Havn.
Stiftet 1974

Websiden formidler kontakt
mellem laug og medlemmer.
Copyright © 2000-2015 
Niels Nordby Christensen