tilbage

www.folketidende.dk
mandag, den 21 juni 1976

Stubbekøbing: Det var en Nimbus-båd fra Bjørn Olsen i Stubbekøbing, der som den første sejlbåd strøg gennem målbøjerne på Stubbekøbing havn efter den første sejlads "Sjælland Rundt", som var arrangeret af sejl- og motorbådsklubben "Grønsund".
        Det var endnu ved redaktionens slutning ikke afgjort, om Bjørn Olsen, der stod ved roret og sejlene, bliver vinder. Det afhænger af tid og ikke mindst bådens klassifikation i forhold til de øvrige deltagere.
        Og dem var der ikke mange tilbage af i går. 23 både startede festligt fra Stubbekøbing lystbådehavn fredag. Kun seks har gennemført.
        To - foruden Bjørn Olsens "Frida" - er Nimbus'er:

  •  "Vejren" fra Nykøbing F. sejlklub, ført af J. Redanz,
  •  "Agnete" fra Vordingborg, ført af Preben Jensen.

        De sidste tre, der sejlede hele den lange rute igennem var

  • LA-krydseren "FU-FU" fra Vordingborg, ført af Tim Brorsen,
  • "Camilla" fra Nakskov, ført af Niels H. Olsen,
  • "Odin" fra "Vikingen", ført af Torben Eriksen.

        En af bådene måtte udgå i Hundested på grund af, som det blev meddelt "en alvorlig lækage". Der var blevet knust 10 bajere om bord, og så måtte man naturligvis søge havn. Men tilsyneladende er der ikke sket andre alvorlige uheld på sejladsen.
        En del har søgt havn i Dragør, Snekkersten, Helsingør, Gilleleje og Hundested, og det skete blandt andet fordi vejrudsigten i radioen lovede stiv kuling. Det blev ikke så galt endda, så de mest hårdføre kunne altså gennemføre den lange sejlads.
        På vejen mødte bådene mange af de 1300 både, der var tilmeldt den "rigtige" sejlads "Sjælland Rundt", som har start fra Helsingør. Noget tyder på, at i denne sejlads, hvor der også er deltagere fra Stubbekøbing, kan læge Ole Jeppesen med sin sejler, en såkaldt "Glente" komme ind som nummer 1 i sin klasse. Det ville være yderligere en fjer i sejlerhatten.
        Først i mål på den "rigtige" Sjælland Rundt var Steen Kjølhede fra Vejle i "Ylva II". Han gennemførte sejladsen på 36 timer 58 minutter og 30 sekunder. Nummer 2 blev "Jet", ført af J. E. Thomsen, Dragør, og nr. 3 "Styrbjørn", ført af P. Holm, Roskilde.

T. R.

tilbage