Den første
gang
Alle ved at, den første gang er noget helt
specielt. Du er spændt, forventningsfuld og måske også lidt nervøs,
men du ville gerne yde dit bedste.
Samtidig er det noget der selvfølgelig må ske,
medmindre du da vil gå i kloster eller som i dette tilfælde ikke vil
prøve at sejle Falster Rundt.
Endnu engang var det Lars der sagde:
- I skal da selvfølgelig med, ik'?
Fordi på "Maniana" lever de helt op
til reklameslogannet: "Der er altid plads til en til".
På kryds i frisk luft
Vi mødte lørdag på havnen med soveposer,
forplejning og højt humør, og inden vi fik set os om, var vi kommet
igennem Guldborgbroen og lå så klar og ventede ved startlinien.
Det var et fantastisk syn at være med på vandet
blandt så mange både, indtil nu var det kun noget jeg havde oplevet, set
fra havnen eller på vej over broerne.
Da startskuddet endelig lød for os, gik det rask
derud af, vinden var perfekt til de kryds vi gerne ville lave, og da vi
på denne første etape havde to ekstra, unge og friske gaster med nemlig:
Martin og Bo, så det var mest dem, der sled med skøderne.
Lars stod ved rorpinden og havde det der
beundringsværdige, tilfredse nærmest sanselige udtryk, som kun en
skipper der er kommet på vandet kan have. Nanette sad indtil videre agter
og pyntede, og mig selv sagde skibshunden var den travleste gast af alle,
for jeg sad på den kistebænk, hvor det påkrævede overlevelsesudstyr,
nemlig varerne til opretholdelse af den så vigtige naturlige
væskebalance, var stuvet ned.
En 45 graders sandwich
Efterhånden meldte sulten sig. Nanette,
som i dagens anledning var udnævnt til skibskok, måtte forlade sin
"pyntepost" agter, og gå ned i kabyssen. Her prøvede hun for
første gang at smøre sandwich stående i en vinkel på ca. 45 grader,
det foregik med et sprog, som enhver garvet sømand ville misunde hende,
men det smagte himmelsk.
Da vi havde rundet Nordøstspidsen af Falster fik
vi vinden ind næsten agter, og de 45 grader blev næsten til nul, derfor
frem med spilerstagen og turen under begge broerne var ren afslapning.
Ud at svinge træbenet
Men inden vi så os om, var vi kommet til
Stubbekøbing, Vi gled roligt ind i havnen, og her skal roligt tages helt
bogstaveligt, fordi skipper mener ikke at man skal starte motoren uden
grund. Selv om vi kom lydløst ind på plads, var vi alligevel blevet
opdaget af Hanne og Stine, som stod klar og tog imod fortøjningerne.
Kort tid efter fik vi Aage og Bjørn i Sagaen til
naboer, og efter lidt hyggeligt samvær omkring den traditionelle
"Havnebajer", gik vi i samlet flok op
til fællesspisningen i teltet, der var rejst på havnen i dagens
anledning.
Her var fyldt af glade mennesker, og teltet
summede af denne her helt specielle hyggelige stemning, der opstår når
sejlere mødes. Hanne havde lavet dejlig mad, og derefter "kaffe med
fløde". Da vi havde spist spillede musikken op til dans, så alle
kom ud og røre træbenet.
Det blev sent inden vi gik ned til båden, men
der gik en rum tid inden vi krøb til køjs, for natten var så flot og
lun, og himlen fyldt med stjerneskud, at vi sad længe i cockpittet og
"talte fornuftigt".
Det sidste ben afkortes
Næste morgen, og den kom godt nok tidligt - de
sover vist ikke så længe i Stubbekøbing, eller også havde vi talt for
mange stjerneskud - var vi til briefing og fik her besked på, at man fra
arrangørernes side, på grund af den manglende vind, havde besluttet at
forlægge starten til ud for Hestehovedet.
Derfor matte vi for at nå ud til startlinien
benytte os af "miss Yanmar".
Turen sydover var utrolig flot. Høj himmel og
solskin krydret af små diskussioner om hvor langt ned af Falsters
vestkyst vi var nået, her blev kikkerten flittigt brugt.
Præmieoverrækkelse
Da vi kom til Gedser havn, stod Bjørn på den
yderste bro og viste os vej til en ledig plads. Derefter fulgte en rum tid
inden vi fik de endelige resultater; men det var hele ventetiden værd da
Lars blev kaldt op for at modtage præmien for en flot 5. plads. Ikke så
ringe endda med et par amatører som os som gaster, Martin og Bo var
nemlig blevet hentet i Stubbekøbing af Jeanette for at komme til fest i
Nyk. F. - men det er en helt anden historie.
Efter at have sagt farvel og tak for denne gang,
satte vi sejl og gled stille ud af havnen, kursen blev lagt nordpå, nu
var det hjem mod Guldborg.
Hjemtur med lods
Vi havde en hyggelig og rolig tur, hvor vi
skiftevis var foran og bagved Aage og Bjørn. De må kende
en
skjult genvej, for deres kurs op gennem sundet var som trukket med en
lineal.
Endelig hjemme i Guldborg igen. Solen og
havluften havde været hård ved os, oplevelsen og indtrykkene gjorde os
stille og ydmyge.
Som kronen på værket stod "skippers
kone" klar med aftensmad i klubhuset - kan det være bedre?
Den første gang kan
kraftigt anbefales.
Stig Erskov |
|
|
"Maniana" lever
helt op til reklameslogannet: "Der er altid plads til en
til" med Lars ved rorpinden
Foto: Jannie Bojesen |
|
|
De trætte sejlere gør
sig til gode med aftensmaden, serveret af "skippers
kone".
Skipper Lars Nordstrøm, skippers kone, Hanne og førstegangsgast
samt artikelforfatter, Stig Erskov.
Foto:
Jørgen Bøjesen |
|
